Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for maj 2010

Referat af konstituerende møde 26. april 2010

Til stede: Peder Sundgaard(PS), Mogens Daniel Bruun(MDB), Uffe Byrnak(UB), Lars Køster Svendsen(LKS), Dorthe Østergaard(DØ), Maria Fynbo(MF), Poul Andersen(PA), Hanne Vibe Svendsen(HVS) og Torben Stensdal(TS).

Dagsorden:

0.   Introrunde af udvalgets medlemmer

1.   Konstituering

2.   Forretningsorden

3.   Formål jf. vedtægter. Hvad vil vi ….

4.   Kommende opgaver

5.   Kommende møder

Lidt generel indledning: Mødet bar præg af, at det var første møde i den nye bestyrelse, hvorfor mange havde indlæg og tanker, der nok reelt hoppede lidt rundt mellem dagsordenens forskellige punkter. Referatet er derfor et forsøg på at fastholde de væsentlige elementer, og ikke at gengive mødets forløb.

Bestyrelsen havde bl.a. en lang drøftelse af hvordan idrættens muligheder ser ud med de nyvalgte udvalg dvs. det politiske udvalg for Idræt, Kultur og Fritid, samt Folkeoplysningsudvalget. Drøftelsen havde ikke en karakter, som det vil være muligt at referere.

Ad 0.   Introrunde

Alle bestyrelsens medlemmer og suppleanter præsenterede sig selv og hvorfor de sidder i FIRs bestyrelse. Generelt kan det siges, at det medlemmerne brænder for er at få indflydelse på idrætspolitikken i kommunen, på at sikre ungdomsarbejdet gode vilkår og have gode rammer for bredden. Det betyder ikke, at der ikke også skal være plads til elitearbejdet, men prioriteringen er umiddelbart rimelig klar. Der var også generelt en indstilling til FIRs rolle, som gerne skal være mere proaktiv og påvirkende frem for den mere reaktive rolle, som FIR nok indtil nu har haft.

Ad 1.   Konstituering

Formand PS og Kasserer UB er valgt direkte. Bestyrelsen skulle konstituere sig med næstformand og sekretær.

MDB stillede op som næstformand og LKS påtog sig rollen som sekretær. Begge blev valgt uden modkandidater.

DØ, PA og MF er ”menige” bestyrelsesmedlemmer.

Ad 2.   Forretningsorden

Bestyrelsen drøftede kort den af PS udsendte forretningsorden, med særligt fokus på de nævnte udvalg. Der var nok stemning for, at udvalg får mere ad hoc karakter, hvorfor den del bør justeres.

Der var andre steder hvor roller nok var beskrevet noget ”svulmende”, og hvor der er overlap indholdsmæssigt mellem flere paragraffer.

Efter den relativt korte og lidt overfladiske drøftelse var der enighed om, at PS laver et justeret oplæg, som behandles på det kommende møde.

Ad3.    Formål m.v.

PS lagde op til, at bestyrelsen evt. kunne tage en drøftelse af vision og mission på et lørdagsmøde i løbet af sommeren. Bestyrelsen var imidlertid mere for en pragmatisk tilgang, der betyder, at vi peger på nogle få hovedtemaer eller mærkesager, som vi går i gang med at arbejde på. Derefter kan vi se om, der bliver behov for den lidt mere langhårede visionsdrøftelse.

Ad 4.   Kommende opgaver

I tråd med det under pkt. 3 nævnte valgte bestyrelsen at der i første omgang skal være fokus på to hovedopgaver:

  • Øge medlemstilslutningen, da mange medlemmer betyder større reel indflydelse på idrætspolitikken i kommunen. Det blev aftalt, at DØ og LKS danner et hurtigt arbejdende udvalg, der kommer med oplæg til hvordan medlemshvervningen kan få turbo på. Vi går efter, at action aftales pr. mail, så vi ikke skal afvente næste møde før der sker noget.
  • Idrætsfaciliteter i kommunen, og hvilke behov er der reelt. PS og MDB udarbejder et oplæg til debat på det næste møde. Det skal klæde hele bestyrelsen på til behandling af dette vigtige emne.

 Ud over disse to fokusopgaver blev regler for bookning af lokaler i kommunen bragt på banen. Udspringet var Farum Arena, hvor andre foreningers (og kommercielle aktiviteter) bookninger betyder, at der er situationer, hvor det kan være problematisk for de foreninger der er faste brugere at råde over egne faciliteter. Samtidig blev nævnt et par ”grænsetilfælde” som SportsCamp og FunCup. Det er også en opgave, som FIR vil arbejde med i løbet af året.

Ad 5.   Kommende møder:

De kommende to møder er aftalt:

Torsdag den 3. juni kl. 17 – 19 i cafeen, Farum Arena

Mandag den 9. august kl. 17 – 19 i VærløseHallen

Read Full Post »