Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for marts 2011

Til stede:           Peder, Mogens, Maria, Dorthe, Uffe, Poul, Torben, Hanne, Lars 

Dagsorden:

  1. Godkendelse af dagsordenen
  2. Godkendelse af referat fra sidste møde
  3. Siden sidst:
    1. FOU møde
    2. Sparebanden
    3. WTA Task Force

4.  Nordea Sportspris – Det Gode Liv prisen

5.  Møde med KFIU

6.  Repræsentantskabsmødet 2011

7.  Medlemshvervning

8.  Fokusområder: Plads, Penge og PR

9.  Eventuelt

Ad 1)  Godkendelse af dagsorden

Dagsordenen godkendt som ovenfor

Ad 2)  Godkendelse af referat fra sidste møde

Referat fra sidste møde godkendt.

Ad 3)  Siden sidst

a) FOU møde

Der var ikke de store principielle ting på dagsordenen på det seneste FOU møde. Dog blev det nævnt, at FOU havde afvist Klub SwimMix som folkeoplysende forening.

b) Sparebanden

PSU orienterede om, at der bliver arbejdet på at finde omlægninger at tilskud etc. som reelt kunne betyde, at der kan frigives midler til andre tilskud. Hvis det viser sig, at de igangværende overvejelser bærer frugt, kan det betyde at behovet for besparelser kan dækkes uden at der reelt bliver mærkbare påvirkninger på foreningernes økonomi.

MDB orienterede også om, at han i forbindelse med drøftelser vedr. forhandlingerne om Furesøaftalen var kommet til at tale om besparelser på idrættens område. Udgangspunktet var bl.a. at kommunen sparer penge på andre sundhedsinvesteringer, på sociale foranstaltninger etc. ved at der er et velfungerende foreningsliv, som de unge kan deltage i.  Borgmesteren var meget interesseret i at få en snak med repræsentanter for FIR om dette. Mødet er arrangeret til tirsdag den 1. marts kl. 16.30. Formanden for KFIU deltager også i mødet.

c) WTA Task Force

Dorthe orienterede om, at der i forbindelse med WTA turneringen bliver igangsat tilbud til alle foreningerne om at knytte aktiviteter i foråret til WTA turneringen. Det kan give profilering af arrangementerne og muligheder for at foreningerne kan vinde billetter til WTA turneringen.  WTA har en interesse i at befolkningen føler sig knyttet til denne store begivenhed, så der ikke bliver for meget fokus på de problemer turneringen skaber for nogle foreninger ved at lukke Farum Arena i mere end to uger.

Dorthe opfordrede til at foreningerne så det som en mulighed. Der er øjensynlig lavet en aftale om WTA turnering i Farum Arena i 4 år med mulighed for at udvide det til 8 år. Det kan vi hverken gøre fra eller til, så vi skal prøve at få mest muligt ud af det.

Ad 4)  Nordea Sportspris

Siden sidst har PSU og LKS deltaget i et møde med de to direktører fra Nordea. Der var enighed om, at det store prisarrangement i december var en god og positiv oplevelse for alle, hvorfor modellen for uddelinger i 2011 bliver, at der holdes to arrangementer. Et i juni og et i december, hvor der hver gang uddeles 4 priser.

Lars orienterede i øvrigt om, at Nordea igen har givet udtryk for, at de yderligere har mulighed for at give støtte til lokale foreninger. I 2010 uddelte Nordeafonden i Furesø Kommune 185.000 kr til foreninger, ud over de 40.000 kr som priserne repræsenterer. Og de vil gerne gøre hvad de kan, for at foreningerne i Furesø får endnu mere. Gerne 250-300.000 kr om året. Men det kræver at foreningerne kommer med nogle ansøgninger. Og der kan søges om stort set alt. Materialeanskaffelser, nye initiativer etc. Bare det har et formål der understøtter tanken om ”Det gode liv” – aktivt, deltagende, frivilligt.

Ad 5) Møde med KFIU

Som aftalt havde arbejdsgruppen udarbejdet oplæg til KFIU mødet, der efter den øvrige bestyrelses kommentarer blev sendt som oplæg. Desværre er det øjensynlig politikernes vurdering, at det kun er interessant at drøfte mulighederne i at lade foreningerne overtage og drive egne idrætsfaciliteter.

FIR vil ikke afvise dette, men politikerne må ud af busken og selv sætte ord på hvorfor. Handler det om at spare? Handler det om at give foreningerne større rådighedsret? Eller hvad?

Selv om politikerne øjensynlig finder, at det er dagsordenen, så er det FIR’s vurdering, at vi skal give dem en introduktion til idrætten i Furesø Kommune. FIR repræsenterer ca. 19.000 aktive medlemmer i foreningerne. Det er ca. en tredjedel af kommunens indbyggere. Og en endnu større andel blandt de aktive vælgere.

Endvidere vil FIR gerne bruge mødet til at tage hul på drøftelser om:

  • Regler for anvendelse af kommunale anlæg
  • Behovet for træningsfaciliteter
  • Forventninger til KFIU’s visionsseminar for kultur, fritids- og idrætsorganisationerne
  • Rammer for det fremtidige samarbejde mellem idrætten og dets politiske udvalg

 

Vi er opmærksomme på, at vi nok ikke når at komme i dybden med alt dette på den halve time som KFIU har kunnet afsætte til FIR. De må have meget travlt med andre vigtige ting, når de ikke kan anvende mere tid på repræsentanter for 19.000 borgere. Vi er sikre på, at mødet vil blive starten på et langt og konstruktivt samarbejde mellem KFIU og FIR.

Ad 6) Repræsentantskabsmøde 2011

PSU havde udarbejdet diverse materialer til brug for mødet den 24. marts i HVT’s klublokale i Værløse Hallerne.

Indkaldelse, Dagsorden etc. Materialerne blev gennemgået, og enkelte småjusteringer blev aftalt.

Indkaldelse til mødet samt kopi af regnskabet udsendes af PSU i aften. Enkelte udtræder af bestyrelsen, og mulige emner til indtrædelse blev drøftet. I den sidste ende er det naturligvis op til mødets deltagere at tage stilling til kandidater. PSU sørger for sammen med Uffe at opdatere medlemslisten og listen med hvilke foreninger, der har hvor mange stemmer på mødet.

Bestyrelsen mødes ½ time før mødet.

Ad 7)  Medlemshvervning

Langt de fleste medlemmer har betalt deres kontingent. En række nye er kommet til på baggrund af FIR’s arbejde, men der rykkes yderligere foreninger, så de kan deltage på repræsentantskabsmødet i marts.

Ad 8)  Fokusområder: Plads – Penge – PR

Vi kom ind over 3P da vi drøftede mødet med KFIU, hvorfor dette punkt blev droppet.

Ad 9) Eventuelt

LKS orienterede kort om igangværende proces vedr. forberedelse til arkitektkonkurrence om den fremtidige anvendelse af bl.a. Bybækgrunden, og hvordan der kan skabes en bedre sammenhæng i hele midtbyen (Midtpunktet. Bytorvet etc.).

Maria orienterede om, at hun havde haft møde med Peter R og halchefen fra svømmehallen i Værløse. Glædeligt kunne det se ud til, at der var forståelse for svømmeklubbens problemer med ventelister for børn, hvorfor der vil blive arbejdet på at rykke voksnes tid til farum Svømmehal, så der bliver plads til børnene. Rigtig god ide, jf. nærhedsprincippet som vi drøftede i forbindelse med KFIU mødet.

Næste bestyrelsesmøde er 4. april hos Farum Boldklub (ved svømmehallen)

Ref: Lars Køster Svendsen

Read Full Post »